mandag den 16. juni 2014

Sommer :-)

Vups, så fløj tiden endnu engang fra mig. Der sker så meget og så alligevel ikke ... hvis I forstår!? Herhjemme har vi ikke længere undulater i stuen  - eller andre steder - en lille pige er blevet 1 år ældre, jeg fik først sandaler på midt i maj, plastikdrivhuset gør sin pligt, og vi har de fineste tomatplanter med den helt rigtige hjemmedyrkede duft - og så er træmøblerne for første gang blevet skuret rene for diverse gevækster gennem 6 år. Det var på tide, og pigerne gav den gas og kunne med det samme se forskellen - og de blev derfor ved at skure ;-)

På arbejdet er vi så småt ved at lukke ned for ferien. Det er dejligt, men sætter også gang i mange tanker pga. skolereformen. Jeg arbejder på en specialskole, og vi skal derfor tænke lidt kreativt for at få en skoledag, eleverne kan holde til både fysisk og psykisk. Det bliver på både godt og ondt en anden skole efter sommeren. Vi må se ...

Psykisk har jeg det rigtig godt. Jeg får mere og mere overskud, og jeg kan nemmere gøre noget, både alene og sammen med familien, om eftermiddagen og i weekenden. Jeg sætter virkelig pris på den ekstra tid med dem, jeg holder allermest af! Jeg overvejer også at begynde på håndarbejde igen. Da pigerne var små, syede jeg en del tøj til dem. Hækling og strikning blev det også til. Det blev suget ligeså langsomt ud af min hverdag, efterhånden som depression, manglende overskud og ingen selvtillid tog over. Jeg pønser på nederdele til Mindste (fik købt godt med stof, inden hovedet sagde fra) og et stort hæklet tæppe til gulvet i gamle dynebetræk og lagner. Dem skal jeg så lige købe først; de par stykker, jeg har, rækker ikke langt ... Jeg glæder mig til at komme igang med det igen, men samtidig kan jeg mærke, at jeg lige skal tage tilløb. På den ene side vil jeg igang her og nu, og på den anden er jeg bange for at skuffe mig selv og starte på noget, jeg ikke får gjort hverken helt eller halvt færdigt - eller også finder jeg ud af, at jeg ikke magter det endnu, og det ville næsten være det værste. Jeg prøver at lade være at tænke i dén retning!

Håber I har en dejlig sommer!