Det er ikke altid lige nemt ...

Jeg er ikke god til at bruge penge på mig selv. Jeg har aldrig haft nemt ved at finde tøj, jeg både kan lide og kan passe. I dag tog jeg tyren ved hornene og begav mig afsted. Uden forventninger og alligevel med krav om at købe et eller andet. Bare NOGET - noget der kan hjælpe mine pt. 5 overdele og 2 par bukser ud af opgaven med at holde mig påklædt sådan nogenlunde anstændigt.

En tur i H&M, en af de store, og jeg tog det ned fra hylderne, som ligner det jeg plejer at købe. Lidt variation i farveskalaen, men ikke for meget. Jeg købte for godt 1000,- og har egentlig ikke fået en større garderobe end før. Det tøj, jeg har, trænger til at se en affaldsspand indefra. Lidt forvasket, måske lidt skævt, måske et lille hul eller en plet, der kan dækkes af et tørklæde ... Jeg er ikke meget for at  skrive det, men det er nu engang sandheden. Dårlige shoppe-oplevelser som barn har præget mig; når jeg finder noget, der kan du, bruger jeg det, til det går i stykker - sådan med huller på indersiden af lårene, der er blevet lappet et par gange og trøjer, hvor knapperne er syet på igen og igen, og hvor ærmekanten er lidt flosset.

Sådan er jeg - eller min garderobe. Jeg arbejder hårdt på, at mine børn får et andet forhold til tøj og til indkøb af det. Jeg tror, det går den rigtige vej - de siger begge to, når der er noget, de ikke kan lide, eller når noget sidder dårligt. Jeg kan ærge mig over det men accepterer, at det er sådan, de har det. Hvor har jeg tit tabt mange diskussioner med min mor omkring tøj, og hvad jeg kunne have på og ikke have på. Efter jeg er blevet voksen, har jeg snakket med hende om det og efter en lang snak om, hvorfor man gør som man gør, kunne jeg se det fra hendes side - og hun fra min. Hun kommenterer ikke længere på mit tøj, og jeg tænker (næsten aldrig), når jeg prøver tøj, hvad min mor mon ville sige. Jo, det går fremad, men eet skridt af gangen.