søndag den 22. december 2013

Så oprandt dagen!

Endelig skete det! Alle gaver er købt, taskerne er næsten pakkede og pigerne kan ikke vente. Vi kører på juleferie i dag. Vi skal fejre julen hos mine svigerforældre, og selvom det er en anderledes jul end jeg er vant til, plejer det at være hyggeligt.

Nu er det nu!

God jul til alle jer derude :-)

søndag den 15. december 2013

Sådan gik den weekend!

Søsterbesøg - alt for længe siden!
Fødselsdagsgæster, som lyste op ved synet af en god gammeldags kagemand med slik på.
Rødvin og god film.
Julekalender.
Planlægning af næste uge; hvem henter børn og hvem køber julegaver?
Oprydning + hovedrengøring på badeværelset.
Følge med i nedbrændingen af kalenderlyset.
Gode grin og mange kram.
Normal nattesøvn.
Portvin - uhm!
Vasketøj blev ordnet og lagt på plads.

Nu venter én eneste uge, før vi kan holde juleferie :-)

onsdag den 11. december 2013

Hey ;-)

Hey!

Hvem så den komme?? Jeg har købt hele 2 julegaver i dag. En hel dag før planlagt :-) Jeg trodsede træthed, træt Mindste, menneskehoben og de manglende gaveideer og begav mig ud i det Fandens-skabte City Syd, vi har her i byen. Jeg koncentrerede mig om Mindste, om at tænke kreativt i fht. gaver og om at holde tiden, da Ældste ikke havde fået nøglen med i dag. Jeg var nok blevet upopulær, hvis hun skulle sidde på trappestenen ;-) Vi kom rundt til de relevante butikker og undgik heldigvis de værste køer. Gaverne sprang næsten op i mine hænder, så det tog ikke specielt lang tid eller mange overvejelser at købe dem og komme hjemad igen.

Så hep hep til mig selv. Jeg overvandt mig selv og mod mine egne svære odds, lykkedes missionen. Jeg havde ikke sat antal på de købte gaver, men bare det at komme i gang, gør en kæmpe forskel i mit hoved. Nu er bakken ikke så uoverskuelig at komme over. Det er egentlig ikke, fordi jeg stresser over det - det fylder forbavsende lidt - men det rumsterer i hovedet alligevel.

Og i morgen skal jeg på den igen :-)

PS
Den oprindelige plan var, at jeg skulle købe en ny voksdug, men det glemte jeg alt om i farten - jeg kan jo ikke det hele ;-)

mandag den 9. december 2013

Indkøb og søvnforvirring

Jeg har endnu ikke købt en eneste julegave. Overhovedet! Næsten heller ikke tænkt en tanke på hvad de forskellige skal have. Men på torsdag efter mit besøg hos psykiateren håber jeg at komme i gang. Jeg må hellere begynde at tænke ... Nogle gaver skal afleveres allerede på lørdag ;-)

Den anden dag var vi til julehygge på skolen. Der blev lavet dekorationer, bagt pebernødder og klippe-klistret. Ikke mindst skulle vi se Mindste i årets skuespil. Hun havde hovedrollen og var selvfølgelig meget stolt. Det gik over al forventning, og de var alle meget tilfredse bagefter. Jeg var en af de nørdede forældre, der optog det på telefonen, så alle bedsterne kan se det. Mindste har nu også nydt at se optagelserne af sig selv et par gange ;-) En super hyggelig dag, hvor jeg også  fik sat ansigt på et par forældre mere.

Og så et emneskifte: Mit søvnmønster er forskruet. Den anden nat sov jeg 12 timer, og i nat var jeg lysvågen i 5 ... Hold nu op, hvor er det irriterende. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men efter jeg er begyndt på medicinen sover jeg virkelig dårligt. Altså i nogle perioder. Jeg sover fint og i tilpas længde for det meste. Nu tager jeg mere beroligende til natten og aldrig har jeg sovet så "løst". Jeg falder i søvn inden kl. 21 og går i seng en time eller to senere (...!), for så at vågne omkring kl. 02 og stort set ikke sove mere den nat. Jeg føler mig ikke specielt træt, men jeg kan sagtens mærke, at kroppen kører i et lavt gear og at overskuddet er lille. Nok om det! Jeg har bare virkelig fundet ud af, hvor basal en god nattesøvn er!

Jeg håber, I er længere med jeres juleindkøb end mig - til gengæld er jeg langt fremme med at spise brændte mandler, brænde lys og se Jul på Slottet :-)


onsdag den 4. december 2013

Et skridt nærmere hver dag

Jeg ved, at julen nærmer sig, når:

Nissepigen kommer forbi, når vi ikke er hjemme og lægger en lille gave til pigerne
Vi læser Hyggen hver aften under tæppet i sofaen
Pigerne laver plan over, hvem der skal puste kalenderlyset ud hvornår
Nisserne kæmper med englene om den sparsomme plads i vinduet
Hele familien ser julekalender sammen
Jeg bestemmer mig for at købe julegaver i god tid og alligevel ikke ordner det før heeelt til sidst
Vi render til juletamtam alle vegne og spiser læssevis af æbleskiver
Det er mørkt udenfor og jeg kan dyrke min trang til at tænde lys over det hele
Pigerne kommer hjem med hjemmelavede gaver i tasken

Uhm, det er en dejlig tid!

fredag den 29. november 2013

Weeekeeeend :-)

Endelig fredag! Ikke fordi det har været en hård uge, den har bare føltes ualmindelig lang. Jeg er træt og falder hurtigt i søvn om aftenen, så dagene er ikke så lange for mit vedkommende. Den anden aften snakkede jeg i søvne på sofaen - til stor morskab for Manden, da det handlede om lyserøde UFO'er ;-)

Weekenden kommer til at gå med at køre pigerne til sport, købe vinterstøvler til Mindste, julepynterier, besøg af svigerforældre og juletamtam i min familie på søndag. Det skal nok blive godt og hyggeligt, når bare jeg kan få min middagslur lørdag. Det har Manden lovet, og han vil endda gøre rent imens. Jo, jo, er jeg ikke godt gift?!?

God weekend derude :-)

lørdag den 23. november 2013

Lørdagsdejligheder

Lørdag
Tidligt op med Mindste til håndboldtræning
Hjem til en lur
Ondt i hovedet - lå forkert :-/
Til IKEA efter elpærer og poselukkere
Kaffe hos brormand
Tidlig børneaftensmad
Sen voksen-ditto
Film og bland-selv

... sådan er planen, håber den lykkes!

onsdag den 20. november 2013

Aaahhhhhh

I dag har jeg har haft to hele timer alene herhjemme. Fantastisk!! Ingen at snakke med, ingen at servicere, ingen at skille ad, ingen på mit skød og bare helt ro. Det var virkelig ren luksus. Jeg drak en stille kop kaffe, et kæmpe glas danskvand, spiste et par kiks og så gode gamle Beverly imens. Bagefter blev der læst diverse blogs. Helt uden forstyrrelser. Nu er Ældste kommet hjem, og de to sidste er på vej.

Det bedste har helt klart været, at jeg har nydt det. Jeg har IKKE tænkt på vasketøj eller nullermænd. Og nu er jeg klar til kys, kram og eftermiddagstrætte tøser.

søndag den 17. november 2013

Hjemmelavet

Vi spiller tit brætspil.  Nu er pigerne blevet inspirerede til at lave deres eget. Det blev inviet i går til tøselørdag med lyserøde smoothies og ostepops. De jublede, da jeg sagde ja til spil nr. 2.

Håndskrevne regler

onsdag den 13. november 2013

En lille opdatering

Det er længe siden! Meget er sket og meget har stået stille. Jeg har haft nogle længerevarende depressive perioder, hvor jeg har været "stået helt af." Det har været frustrerende, irriterende og håbløst. Det er svært at få en familie til at fungere, når den ene forælder er ikke-eksisterende. Det har taget hårdt på os som familie og som enkeltpersoner. Manden knokler på for at nå det hele, og han blev nok en smule stresset og overskudsforladt. Ældste blev sur over ingenting og råbte og bandede, imens Mindste blev lille igen - tisser i sengen og pylrer konstant. Samtidig forsøger de alle tre ihærdigt at få det hele til at virke normalt.

Derfor har vi opprioriteret vores familietid her i tiden efter. Den har stået på masser af filmhygge, kys og kram i stride strømme, brædtspil en hel weekend og næsten ingen legeaftaler til pigerne. Det har repareret en del, men det bliver vi nok aldrig færdige med.

På arbejdet har der også været en del udfordringer med vikarer, udadreagerende elever og masser af fnidder i krogene. Der har været nok at se til både der og hjemme, og det er nok det, der har knækket mig denne gang. Jeg har været i jævnlig kontakt med min psykiater, som undrer sig, spørger og tænker og finder en lidt ændret behandling til mig. Noget har virket, andet har ikke.

Hvorom alting er, så er jeg tilbage - igen. Håber ikke på flere afbrydelser ;-)

torsdag den 5. september 2013

ØV

Har meldt fra til stor familiefest langt væk. Havde glædet mig, men det bliver uden tvivl for meget. Jeg hader det. Samtidig glad for at beslutningen ER taget, og at Manden bakker mig op.

Prøver at tage på arbejde i morgen... Føler ikke nogen bedring i løbet af mine sygedage. Tager det ligeså stille. Har heldigvis en forstående arbejdsplads!

onsdag den 4. september 2013

Going ...hmm .. tja, hvorhen?

Hjemme fra arbejde. Hovedet kunne ikke rumme mere. Jeg kunne mærke, at informationer bare røg ud igen. Der var ikke plads. Ingen energi, intet overskud. Lidt hyper indimellem, mest for at forblive vågen. Nok min krops måde at sige STOOOP på. Så nu er jeg sygemeldt resten af ugen.

Jeg kan ikke helt slappe af med at slappe af. Kan ikke falde i søvn og kan ikke ligge på sofaen ret længe af gangen. Det er ikke fordi jeg farer rundt, men så er der en lille tur til køleskabet, så skal vinduet åbnes, en kop kaffe laves ... og indeni er der en stor klump, der gerne vil grædes ud, men pga medicinen kan jeg ikke nå den. Det er fandme frustrerende!! Lige nu vil jeg gerne græde igennem og få det overstået.

søndag den 1. september 2013

Nu kan jeg trække vejret igen ;-)

Vi har været i opstartsfasen i 3-4 uger nu. Far og mor på arbejde og begge piger i skole. Samtidig er fritidsaktiviterne også begyndt igen, og det har betydet tryk på fra starten. Selvom jeg ikke arbejder fuld tid, har det været hårdt. Jeg er faldet om med et brag i sofaen om aftenen, og klokken har ikke været meget mere end 21, når jeg er gået i seng - og er faldet i søvn med det samme.

Nu er det søndag, og vi er ved at lade op til den nye uge. Pigerne har indrettet hver deres LEGO-hus, og Manden og jeg har drukket formiddagskaffe. Vi har alle 4 hyggetøj på, og vi har allerede spist en is. Det er rigtig søndag :-) Ingen planer overhovedet!

Årets sidste strandtur
 

lørdag den 10. august 2013

Godt, gammelt spil!

I ferien fik vi også prøvet et Matadorspil fra min fars barndom. Det gik over al forventning - især da min søster ramte min Rådhuspladsen med 3 huse ;-)

tirsdag den 6. august 2013

Masser af gode timer!

En dag tilbage. En enkelt dag af de skønne 3½ ugers ferie. Jeg har nydt det hele. Vejret har været på vores side og skinnet os igennem dagene i sommerhus, herhjemme og ikke mindst i Sverige. Der har været godt med afslapning, sjov og ballade, hygge, varme og sol, god mad, eftermiddagsdrinks og ikke mindst masser af familietid. Ligesom jeg kan lide det!





lørdag den 13. juli 2013

Jeg sov! - og lidt medicin

JUHUUU!

Jeg har sovet! Ca. 12 timer. Ikke uafbrudt og uden frustrationer - men jeg har sovet :-) UDEN min aftenpille. I did it. Én pille mindre til mig. Selv min psykiater siger, jeg får meget medicin, men nu er vi et skridt længere ind på den rigtige vej.

Jeg skal sikkert altid tage medicin. Det irriterer mig lidt, men hvis det nu engang er forudsætningen for at jeg kan fungere rimeligt, så må det være sådan. Efter jeg har smidt den ene pille, er min daglige dosis 10½ pille. 6 af dem er lithiumpiller, som er stemningsstabiliserende. Deres dosis måles udfra blodprøver, og de fleste mennesker tager 2-4 dagligt. De hindrer, at jeg bliver meget deprimeret og meget ekstatisk. De gør også, at jeg for det meste er ligeglad. Der skal meget til, før jeg griner - sådan rigtigt nede fra maven. Ligeledes bliver jeg aldrig ked af det - på nær i en depressiv periode. Sidste depressive periode kunne jeg ikke græde. Jeg havde utrolig meget lyst til at græde igennem, fordi det plejer at være det, der hjælper mig videre. Det skete aldrig, men jeg kom alligevel ud af depressionen.

Det er et puslespil, at finde den rigtige dosis og den rette type medicin. Jeg har været igennem mange præparater, som af den ene eller den anden grund ikke duede til mig. Jeg ved, at medicin ikke virker alene. Jeg har haft mange psykologsamtaler og fået kognitiv terapi hos psykiateren. Når jeg har en tid hos psykiateren snakker vi om, hvordan det går, hvad jeg har lavet siden sidst, og hvis nået er gået mindre godt, snakker vi om, hvordan jeg kan gøre og tænke anderledes en anden gang. Han kommer med lægelige betragtninger og forklaringer, jeg suger til mig og bliver lidt klogere på mig selv og på, hvordan medicinen påvirker mig. Vi ses en gang hver anden måned eller efter behov.

Ældste fandt bogstavsten - ok!
 
 
I morgen tager jeg pigerne med i sommerhus, så de næste dage bliver der lidt stille her på bloggen. Vi skal soppe i vandkanten, pigerne skal nok helt under, jeg skal drikke kølige drinks i skumringen og sludre med mine forældre og min søster, pigerne skal helt sikkert dikkedikke morfars hund og lufte den i tide og utide. Forhåbentlig holder vejret, så jeg også kan få lidt farve! Aahhh, det bliver godt!
 
Nårh ja, jeg har ferie nu :-)

fredag den 12. juli 2013

Søvnløs

Ingen drøm i nat. Har ikke sovet. Næsten. Jeg er trappet ud af noget aftenmedicin, noget sløvende. Een lille sort pille. Hvis jeg ikke sover i nat, skal jeg tage den igen. Jeg vil så gerne trappe ned i medicin, men det er ikke nemt, når jeg reagerer så kraftigt på en lille ændring. Sidste gang trappede jeg ½ pille ned. Lidt har også ret!

torsdag den 11. juli 2013

Heldigvis bare en drøm!!

Jorden går snart under. I følge forudsigelserne kl 9. Altså i følge min drøm i nat. Jeg var på arbejde og vi forsøgte at samle os og børnene i et rum. Pludselig bliver himlen helt mørk gylden. Det sner, regner og lyner. I horisonten begynder jorden at brænde, det bobler op og opsluger mere og mere. Til sidst er det lige uden for vinduet.

Så vågner jeg. Tvinger mig selv ud af drømmen. Den kan umuligt ende godt, og det magter jeg ikke. Ikke lige nu. Flere tanker melder sig; hvor er min familie henne, hvorfor tager jeg det så roligt, det kan da ikke sne og lyne samtidig, ved børnene godt at vi skal dø nu og hvorfor tager jeg på arbejde, hvis jeg ved at det hele snart er slut?

Er lidt spændt på hvad jeg drømmer næste gang ...

onsdag den 10. juli 2013

Sol, sommer og god musik

Sommer i Skagen.
Festival.
Havnen fuld af både.
Fuld af mennesker.
Softice.
Sol.
Kolde øl.
Grin.
Gode venner.
Musik allevegne.
God mad.
Møder gamle venner.
Sent hjem.
Sent op.

fredag den 5. juli 2013

Børn og billeder

Jeg glæder mig så uendelig meget til ferie. Jeg er træt af mit arbejde for tiden - det er altid småtræls i ferieperioder, og denne gang er ikke anderledes. Når vi går på ferie, er Mindste færdig med børnehaven. Hun skal nemlig begynde i skole efter sommerferien. Hun er så klar. Både mentalt og praktisk. Det er jeg til gengæld ikke. Hun er stadig min baby. Vi får jo nok ikke flere børn, og jeg har endnu ikke vænnet mig til, at hun er den sidste. Jeg har i flere år glædet mig til en efternøler, og nu skal jeg til at omarrangere fremtiden i hovedet. Det er svært. Jeg føler nærmest en slags sorg over det barn, jeg aldrig får.

Mine piger er mine guldklumper. De er så forskellige; lige fra krøltop og glat hår til genert og frembusende. Det er mærkeligt, at de samme to mennesker kan lave to så forskellige børn. Deres ønsker til samvær er meget forskellige, og det gør det svært at tilgodese begges behov på samme tid. Det lykkedes tit, heldigvis, men det kan være en anstrengende oplevelse at jonglere rundt i. Samtidig vil de gerne have, at tingene er ens. Vist mest for at styre deres egen følelse af at være blevet snydt. Måske vi har brugt den ligelige fordeling lidt for meget? De kan sagtens kapere, at den ene får fx tøj eller sko og ikke den anden, men i hverdagens små oplevelser skal alt være ens. Jeg lægger op til, at det så måske er anderledes næste gang, men det er fuldstændig ligemeget. Lige dér er jeg glad for, at vi ikke har fået en efternøler ;-)

Jeg elsker at fotografere. Da jeg blev konfirmeret fik jeg et spejlreflekskamera, som jeg brugte i tide og utide. Så blev fotograferingen gjort digital, og så var det ikke så fedt at bruge film. Efter en laaang periode med "almindelige" digitalkamera og kamera i mobilen, blev ønsket til et spejlrefleks større og større. Så da jeg fik penge tilbage fra Skat, blev de brugt på et godt kamera. Desværre er jeg ikke en ørn til at lægge billeder over fra det kamera endnu, så der er ikke nogen billeder denne gang. Jeg må lære det i ferien. Nu skal jeg huske at få det med - både til Skagen, i sommerhus og til Sverige. Jeg glæder mig til at komme hjemmefra og få noget sol og luft og nye oplevelser.

God weekend




torsdag den 4. juli 2013

Lever endnu

Så er jeg her igen. Der er gået lang tid . Årsagen er hverdag, depressive perioder, forsøg på at fylde pigerne op med mor-tid osv.

Lige nu glæder jeg mig allermest til om 1½ uge, hvor jeg får ferie. Den er længe ventet og tiltrængt. Først har pigerne og jeg en uge alene og så støder farmand til de næste 2 uger. Vi skal et smut til Sverige og ellers bare nyde at have tid. Det bliver så dejligt!

Bare et hurtigt hej herfra :-)

onsdag den 8. maj 2013

Træthed, københavnertur og flere fridage

Tiden flyver afsted. Mest fordi jeg er så træt og tager en lur, når som helst muligheden er der. Det, sammen med 10 timer pr. nat, er desværre ikke nok for at udfylde mit søvnbehov pt., så jeg føler mig efterhånden som lidt af en zombie. Underligt nok klarer jeg flere ting end ellers; vasketøj, leg med pigerne, putning osv. Måske min krop mangler noget? Tror det er værd at undersøge!

Sidst lovede jeg billeder af min københavnertur. Hermed:

Frokost ved Torvehallerne

 Amager Strandpark
 
Vandmand i Den Blå Planet
 
 Mine piger elsker Sonja - måtte have et billede til dem
 
Det blev desværre ikke til så mange billeder, men sådan er det, når man skal snakke om og opdateres på alt muligt. En smadderhyggelig weekend! Weekendens optur er helt klart, at jeg klarede flyvningen derover, selvom jeg skulle flyve alene. Lørdag aftens drinks blev heller ikke foreviget, selvom de burde have været det. Uhm, det var godt!! Total søster-weekend - love it :-)
 
Nu banker endnu en omgang helligdage på, og dermed 4 fridage. Vi har fri alle mand, så vi skal nyde tiden sammen. Måske en tur ud i det blå? Men først skal jeg lige sove længe ;-)
 


 


 

torsdag den 2. maj 2013

Siden sidst

Lidt opdatering fra den sidste uge:

Jeg overlevede min alene-flyvetur til København
Vi havde en superhyggelig weekend sammen, søs og mig
Siden har jeg været træt som aldrig før, næsten
I dag er jeg hjemme for at sove og forhåbentlig tage en nedtur i opstartsfasen
Mine spirer vokser udenfor
Dejligt at se mine lockoutede kollegaer igen

Billeder følger en anden dag ;-)

torsdag den 25. april 2013

Blomster, spray og København

De vokser og bliver så store! Mine blomster er kommet udendørs og har nu klaret 3 nætter i Guds fri natur. De skal nok blive til noget! Selvom jeg synes, jeg havde sået mange frø, mangler jeg stadig at plante noget i 1½ trækasse. Måske jeg bare supplerer lidt op med hvad der allerede er, men uden forspiring, så jeg kan strække blomstringstiden lidt. Lidt smart er man vel ;-)

Jeg har døjet noget så frygteligt med mundtørhed. Det er en bivirkning af min medicin. Den anden dag var jeg på apoteket, og den søde apoteker spurgte mig, om jeg havde nogle bivirkninger. Da jeg nævnte mundtørhed, havde hun flere produkter mod det. Det anede jeg ikke fandtes! Jeg tog derfra med en spray, som er ganske fantastisk!! Fra at drikke op mod 4 liter væske om dagen, er jeg nu nede på et normalt niveau ved at spraye et par gange om dagen. Vildt, ik'?! Jeg synes næsten, jeg har fået mit liv tilbage. Ikke alle turene til vandhanen og lidt efter toilettet. Ikke planlægning af væskeindtag i fht. aktiviteter uden et toilet i nærheden - fx indkøb, en længere køretur eller en tur på loppemarked. Ikke en overdreven og uudholdelig tørstfølelse, som ikke kunne slukkes med rent vand hver gang. Hvor er jeg dog egentlig træt af vand! Det kan der heldigvis blive lavet om på nu.

I morgen tager jeg til København. Jeg skal besøge min søster. Det er længe siden, vi har været sammen bare os to, så det glæder vi os begge til. Vi skal bare nyde, slappe af og slentre rundt i København og måske få et par drinks eller tre. Jeg er hjemme igen søndag eftermiddag, og så er vi klar til en helt ny og normal uge. Skønt, at regeringen har grebet ind. Om det er det rigtige indgreb er en helt anden sag!

God St. Bededagsferie derude :-)

søndag den 21. april 2013

Endelig!

Ahh! Jeg er ikke så træt længere. Endelig! Jeg er ved at have vænnet mig til den nye hverdag med lockout både her og der. Det var godt nok en hård omgang! Sjældent har jeg været så gennemtræt som i de sidste par uger. Jeg er gået tidligt i seng og har sovet som en sten natten igennem for så også at have svært ved at komme op. Nogle dage gik der en time, inden jeg kom op, hvilket ikke gavnede resten af familien, som så skulle høre på mig have travlt :-/

Ærteblomster
 
Mine sommerblomster spirer så fint, og i morgen kommer de ud i den store verden. Selv persillen har spiret. Den skulle bare have et par ekstra dage til at komme i omdrejninger. Jeg planter dem i krukker og kasser, både på jorden, på vores lille havebord og nogle hængende. Vores baggård er ikke særlig spændende, men i år får den hele armen. Jeg har endda overvejet kunstigt græs, men det er nok alligevel at gå over the top ;-)

tirsdag den 16. april 2013

Dybt suk!

Jeg er træt!

Træt af min lockout'ede hverdag - både på arbejde og hjemme er lockout'en en væsentlig faktor.
Træt af at være omringet af alt for mange børn og kollegaer i et for lille rum.
Træt af oprydning og vasketøj.
Træt af at tage så meget medicin.
Træt af at være sove-træt hele tiden.
Træt af at være tørstig hele tiden.
Træt af at være sur og negativ - sgu!

Tja, det var bare det!

Hej!

søndag den 14. april 2013

Siden sidst

Nogle dage er gået siden sidst. Jeg har sovet! Mit overskud var slidt helt ned. Jeg meldte mig syg og brugte dagene på at sove. Det har hjulpet, og jeg føler mig ok igen. Dog et lille skridt ned af humørstigen, men jeg satser på at være stærkest denne gang!

I dag har jeg været til årets første loppemarked. Udendørs og megakoldt. Men det glemmer man heldigvis, når der er så meget at kigge på ;-) Jeg fandt en jakke til begge pigerne fra NoaNoa og en krukke til mig selv. Den er allerede i brug som skjuler til vores rosmarin.


Gode ting siden sidst: Jeg har set en hel film uden at falde i søvn. Alle mine "forspire-ting" er spiret undtagen persille. Jeg lyttede til min krop og meldte mig syg.

Mindre gode ting siden sidst: Jeg spiser for mange søde ting og drikker for meget sodavand (bivirkning af medicin er en næsten ustoppelig tørst).

tirsdag den 9. april 2013

Jeg savner mig hverdag!!

Jeg er trist. Har lyst til at gemme mig under dynen. Jeg kan ikke overskue resten af eftermiddagen med mine to piger. Lige nu spiller de og er gode venner. Mindste er lige kommet hjem fra ferie. Farmor fulgte hende hjem og er allerede taget afsted igen.

Jeg tror, lockouten har gjort sit indtog i mit sind. Unormalt arbejdssted, nye og færre kollegaer, nye rutiner, hvad gør vi med Ældste osv. Jeg har kørt mit overskud af i forsøget på at holde ud. Nu kan jeg ikke mere. Jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg har sygemeldt mig og derfor kan sove hele dagen. Blive fyldt op igen. Hvis altså Manden kan have Ældste med på arbejde ... skide lockout!

Jeg vil have min hverdag tilbage!!

søndag den 7. april 2013

Jeg ryster lidt bare ved tanken

Snart skal jeg flyve. Helt alene. For første gang nogensinde. Jeg er lidt nervøs. Jeg hader sådan noget. Jeg drømte om lufthavnen i nat. Det var ikke en god drøm ... Jeg bryder mig ikke om at være "på." Jeg vil helst have nogen at støtte mig til. Denne gang føler jeg mig allerede helt alene, og hvis noget ikke går glat, kunne jeg godt begynde at græde. Altså sådan føler jeg det lige nu.

Jeg skal bare til København. Ikke noget vildt. For nogen ... På hjemturen skal jeg følges. Heldigvis kunne jeg time min afgang med min svigerinde. Kunne kysse hende i bare ekstase over ikke at skulle gentage Palle alene i Verden i flyet!

Men det positive er jo, at jeg ser frygten i øjnene. Jeg gør det sgu. Jeg har lige bestilt OG betalt billetten. Ingen vej tilbage, men den er heller ikke nødvendig, vel ;-) 

Hej, jeg er mig, og jeg er tryghedsnarkoman ;-)

lørdag den 6. april 2013

En stædig splint og et spil Børnescrabble

Fredagen bød på meget tidlig afhentning af pigerne. Hjem til en længe ventet weekend! Film og popcorn - men desværre også en 1 cm lang splint boret så langt ind i Ældstes hæl, at hælen måtte blødgøres ad to omgange, før vi kunne komme ind til den lille satan. Jeg overvejede virkelig, hvad planen skulle være, hvis det ikke kunne lade sig gøre. Men det kunne det heldigvis!
Senere måtte jeg overlade pigerne til Manden og begive mig mod min brors hus. De skulle i byen, og jeg skulle passe børnene. Sikke en hyggelig aften med putning med niecen på sofaen, imens nevøen sov trygt og tungt.

I dag har vi afleveret Mindste til bedsterne. Hun skal feriere lidt. Hun har glædet sig længe og var klar i god tid i dag. Først en tur på café og bagefter en længere bustur. Hun så så glad og stolt ud, da hun gik mod bussen med farmor i hånden. De skal nok få nogle gode dage!


Ældste og jeg har spillet Børnescrabble. Et spil, jeg har købt på loppemarked, og som vakte lykke med det samme. Jeg har dog forsømt det pga. manglende overskud, men i dag skulle det være. Vi skulle have både saft og bamser med, så det kunne ligne billedet på æsken ;-)

God weekend!

torsdag den 4. april 2013

Plus og minus

Gode ting i dag:
Yoghurt med skyr iblandet smager godt med müsli på
Ingen frost på forruden i morges
Fuglefløjt på gåturen efter pigerne i dag
Det tager INGEN tid at stryge perleplader lavet af miniperler
Sko og ikke støvler

Mindre gode ting:
Træls arbejdsdag med (eller rettere uden) lockoutede kollegaer
Jeg spiste for meget chokolade, da jeg kom hjem
Vred om på samme fod som sidst jeg hentede pigerne til fods
Manden kommer først hjem, når pigerne skal puttes

onsdag den 3. april 2013

Klargøring af sommerens buketter

Vi har startet et nyt projekt, Ældste og jeg. Øreringe. Lavet af HAMA-miniperler. De er godt nok små! Ældste ville lave en ugle, men den blev for stor, så den bliver til en halskæde eller et billede. Jeg lavede et par hjerter til hende, og så et par små ugler. Hun fik huller i ørene i efteråret og synes, at øreringe, der hænger, er det fedeste. Jeg har på fornemmelsen, at hun bliver storproducent ...

Ældstes perleugle

I dag har jeg gjort klar til sommerens blomster. Jeg har sat frø til spiring og glæder mig til at se, hvad der sker. Jeg har sået mamelukærme, bondepigens slør, ærteblomster, en blomsterblanding og så persille og dild. Jeg har også sået hirse, mest på forsøgsbasis, da vi har undulater. Det kunne være lidt sjovt at servere hjemmedyrkede hirsekolber for dem!

Gode ting i dag: Solskin, såning af sommerblomster og en hyggelig eftermiddag kun mig og Mindste :-)

mandag den 1. april 2013

Påskeferie

Så er påskeferien næsten slut. Jeg har haft pigerne med til mine forældre hele ugen, hvor mine søskende også har været. Min bror havde sin familie med, så der har været leg og spas dagen lang. Vi har pustet æg og farvet dem med løgskaller - nærmest et mirakel, hvis der skulle tolkes lidt på pigernes hvin under udpakningen - bagt cupcakes en masse og ikke mindst pyntet dem, leget gemmeleg, luftet morfars hund, spist guf, spillet spil, ledt efter påskeæg i haven, været i hallen på morfars arbejde (han er jo ikke lock outed endnu), og glædet os til at komme hjem far/Manden igen.

Min mors hjemmebagte bolle med hjemmelavet appelsinmarmelade = :-)
 
 
Jeg har nydt, at andre har taget lidt over og været sammen med pigerne. Jeg har ladet op og fået fyldt overskuddet op igen. Hjemme har Manden har været på arbejde og haft et par venner på besøg. Dagen efter nød han vist at kunne sove længe helt i fred og ro ;-)
 
Billedlotteri fra da jeg var barn
 
Halgulv

 
I dag skal der vaskes tøj og ryddes op, så vi er klar til en ny uge. En uge med 1 års-tjek til bilen, lock out på mit arbejde (jeg er dog ikke ramt), Ældste med på arbejde pga. lock out på skolen og årets sidste håndboldtræning til begge piger.

Første hold cupcakes fra pigerne og deres moster
 

lørdag den 23. marts 2013

Ferie!

Er omgivet af 2 havfruer, et utal af bamser, som er "de onde", masser af tæpper på gulvet, som er vand og klipper, og replikkerne fyger mig om hovedet. Fantasien fejler ingenting. Det gør tiden heller ikke - vi har ferie og nyder max. Om lidt er der kaffe og Settlers. Solen skinner og stuen er sommer-lummer. Skønt!!

torsdag den 21. marts 2013

TRÆT


En helt almindelig uge. Og så ikke alligevel... Jeg har været så træt, så træt! Jeg har været ved at falde i søvn flere gange på arbejdet, og hjemme har jeg minimeret aktiviteten, så jeg har kunnet slappe af. Jeg har sovet som en sten om natten og været ½ time om at vågne om morgenen. Jeg er først vågnet for alvor over middag.

Måske det er på tide at slippe den ene af 4 beroligende piller om aftenen. Det prøver jeg i aften, og så regner jeg med en mere frisk dag i morgen. Det er trods alt sidste dag inden ferien :-)

søndag den 17. marts 2013

Søndagstravl


Det blev en lang lørdag, der tærede på overskuddet. Træt jog jeg Manden ud af fjerene i morges, da pigerne stod op, og selvom det var min tur, tog han gladeligt opgaven. Tak, skat! Jeg tog et par timer mere under dynen, og så tog dagen fart! Aflevering af kusine, bringe Mindste til fødselsdag og bagefter hente Mand og Ældste og så en tur  IKEA. Derefter hjem til en kop kaffe, for så at hente Mindste igen. Så en time på langs, efter vasketøjet også var kommet igang. Nu er pigerne i karbad, og Manden gør klar til en god gang tapas. Rester fra fredag - uhm!

lørdag den 16. marts 2013

Først arbejde - så hygge


Lørdag. Op kl. 7. Glade piger i stuen. Solskin udenfor. Kaffe på kanden. Arbejde det meste af dagen. Det går nok - for når jeg kommer hjem, er der dejlige gæster og en overnattende kusine til pigerne. Det bliver hyggeligt. Men først kaffen, og så er jeg klar!

onsdag den 13. marts 2013

Hjemmedag

I går havde posten hele to gækkebreve med til pigerne. De gættede straks den ene  - mormor  - skriften afslørede hende. Ret godt set af de to, synes jeg. Det andet kunne de ikke gætte, så de må prøve igen i eftermiddag.


Jeg er også hjemme i dag. Efter familien tog afsted, sov jeg lidt videre og vågnede op med lyst til te. Den med honning og kamillete spicet op med lidt lakridsrod. En skøn blanding, der varmt kan anbefales!

tirsdag den 12. marts 2013

Positivt!

Jeg har en tendens til at fokusere på det dårlige, det negative, det trælse, det irriterende og .... I går blev jeg spurgt, om jeg kan finde én god ting om dagen. Selvfølgelig, tænkte jeg. Men måske det bliver sværere end som så? Jeg ved det ikke, men nu prøver jeg :-)

En god ting i dag - SOLSKIN :-)
 

mandag den 11. marts 2013

Tomt

Jeg er træt af at lave indlæg, der handler om, hvor skidt jeg har det ...

Så i dag skriver jeg ingenting ;-)

God mandag!

fredag den 8. marts 2013

Ned ad bakke - den er sgu lang ...!

Der sker ikke det vilde her. Jeg er deprimeret, trøstespiser, snakker med psykiateren, græder og ændrer doseringen i min nye medicinæske. Jeg har investeret i en plejehjemsagtig blå medicinæske med en æske til hver ugedag med mulighed for 4 ruminddelinger. Jeg har kun behov for to, men æsken er fuld alligevel. I alt tager jeg 11 piller med en eller anden antidepressiv effekt. Derudover også en p-pille og en vitaminpille, så der er piller nok lige nu :-/

Min psykiater siger, at efter en manisk periode (eller hypomanisk som min), følger som regel en deprimeret periode. Det må man sige! Jeg gider snart ikke mere. Hvor svært kan det være at finde den rigtige dosering? Denne gang er det lidt min egen skyld, fordi jeg ville ud af den medicin, jeg har taget så meget på af. Jeg ved ikke, hvad jeg ville vælge, hvis jeg kunne gøre det om igen ...



I dag er jeg hjemme. Jeg drikker kaffe og hygger under tæppet med "Chocolat" - måske en dum film, når trøstespisning fylder så meget? I hvert fald måtte jeg lave mere kaffe og spise choc chip cookies imens ;-)

tirsdag den 5. marts 2013

Going down ...

Er lidt til rotterne for tiden. I går eftermiddag brugte jeg en times tid i fosterstilling med gråd og hulken. Helt dybt indefra. Jeg følte mig uduelig, overskuds-forladt, ensom i depressionens vold og bare totalt sølle. Jeg forskansede mig i pudehjørnet på pigernes værelse (de så tv i stuen), gemte mig under tæpperne og gav gråden frit løb - dog uden lyd. Jeg ville ikke tiltrække mig opmærksomhed, hverken fra Manden eller fra pigerne.

Jeg forsøgte at forklare min tilstand til en veninde/kollega i går. Jeg ved, det er svært at sætte sig ind i, hvordan en depression er, og hvordan man tænker og gebærder sig som depressiv. Jeg har jo haft en lettere manisk periode for nylig, hvor jeg slet ikke kunne kende mig selv, hverken opførsel eller tanker. Hun slog det hen med, at "sådan er alle jo" og "der er ikke noget underligt eller manisk over din adfærd" - hun ville ikke bekymre sig. Det er jo for så vidt fint nok. Måske jeg har været dårlig til at forklare mig, men når noget føles SÅ forkert, som min hypomaniske periode, så er det ikke fedt at blive mødt med et "pyt!" Faktisk ret frustrerende! Jeg tror, det var den famøse dråbe, som fik det til at flyde over i går. Det har været nogen dage undervejs, så det lettede en del. I dag har jeg været på arbejde, og jeg har brugt meget energi på ikke at tænke negativt og på at holde fokus. Hjemme igen ventede jeg et par timer, før jeg hentede pigerne. Det var tiltrængt!

Jeg ved godt, det ikke er de mest opløftende ting, jeg skriver om pt., men sådan er livet desværre lige nu. Jeg håber, I har lyst til at følge lidt med alligevel!

søndag den 3. marts 2013

Morgenstund uden guld i mund :-/

Decemberbillede - lidt sent, I know - og ja, det vender rigtigt ;-)

Søndag morgen. Jeg vågner kl. 5. Roder rundt og kan ikke finde ro. Står op til Ældste, som allerede er i tøjet. Mindste sover et par timer mere. Jeg gør mit bedste for at være i ro. Sidder stille, ingen vippende fødder eller trommende fingre. Spiller på min telefon. Spiser morgenmad. Stadig en indre kamp for roen. Jeg kapitulerer og sætter en vask over. Lægger tøj sammen fra i går. Laver en kop te og sætter mig ved computeren. Mit hoved er ved at eksplodere i ideer og tanker. Jeg prøver at ignorere det. Det er svært. Det lykkedes ved at stave ordene, jeg skriver her, meget tydeligt i hovedet. Så er der ikke plads til andet. Men hvad så, når jeg er færdig med at skrive? Jeg ved det ikke ... Jeg føler, at jeg er på grådens rand - enten det eller tankemylder. Eller begge dele? Hvis jeg lader gråden få overtaget, kan jeg mærke, at det bliver voldsomt. Jeg er alene med pigerne lige nu, så det går ikke. Jeg må holde ud!

Kæft, jeg hader mit hoved!

lørdag den 2. marts 2013

Lørdag med fart og hygge

En ny snak med psykiateren har resulteret i mindre "morgenmedicin". Altså den type antidepressiv, der speeder en lidt op. På grund af ændringen i aftenmedicinen, er dens effekt blevet tydeligere. Han kaldte mig hypomanisk; tæt på manisk. Jeg er blevet mere træt og sover godt om natten. Bliver jeg vækket, kan jeg ligeså godt stå op med det samme, for så er hovedet "skudt igang." Den anden dag var det kl. 4.30, og det blev en meget lang dag. Ikke en særlig træt dag, og min planlagte middagslur (som jeg var sikker på, jeg havde brug for) behøvede jeg ikke bruge ret lang tid på.

Et spil Settlers

Nu er klokken knap 13, og jeg har allerede købt ind med pigerne, vasket 3 maskiner, bagt 2 omgange cupcakes - også med pigerne - lagt tøj sammen og på plads og tømt + fyldt opvaskemaskinen. Altså udover at spise 2 måltider, drikke kaffe og sidde her lidt. Det er nu meget rart at få ordnet ting, som trænger og have overskud til at gøre noget sammen med pigerne. Det er bare mærkeligt ikke helt selv at være herre over det. Det er svært at forklare, men det er som om krop og hoved lever deres eget liv, og jeg ikke helt er medbestemmende. Tankerne flyver afsted, og kroppen gør, hvad den vil. Egentlig lidt robotagtigt.

Nu skal cupcakes'ne pyntes, og så er der fest. Fordi det er lørdag, har pigerne bestemt. De har bestemt, hvilke kager, der skulle bages og nu skal de helt selv pynte. Det kommer nok til at krible i mine fingre for at blande sig ;-) Bagefter har vi aftalt at spille Settlers, som Ældste er ved at have styr på. Så sidder jeg stille så længe ... sikkert ;-)

God lørdag derude!

onsdag den 27. februar 2013

Indeni mit hoved

Efter jeg har skiftet lidt om på medicinen i mandags, er jeg blevet træt. Jeg føler mig som en ballon, der langsomt taber luften. Det mærkelige er, at mit hoved stadig kører på højtryk og fylder mig med gode ideer og inputs, jeg ikke kan lade være. Noget kan udføres med det samme, andet må skrives ned. Hvis ikke, bruger jeg enormt meget tid og energi på at huske. Det er mærkeligt, hvor meget de små piller kan påvirke kroppen.

Inputs imens jeg har skrevet overstående:
At komme den lille lommebog i tasken
Vande blomsterne
Tjekke de formodede døde blomster, der er begyndt at spire igen
Klippe stoffet til Ældstes nye bukser - smart at gøre, mens jeg er alene hjemme
Har fuglene vand og mad?
Dele pigernes hårhalløj i spænder og elastikker og sætte det på badeværelset (pt. står det i stuevinduet ...)
Husk nu at ringe til psykiateren i morgen (har ellers skrevet det i kalenderen)
Vaske dynen, som Mindste tissede i den anden nat
Måske bedre at vaske nyindkøbte trusser til Ældste, dem vil hun nok gerne have på i morgen
Først vaske trusser derefter dyne - ja!
Skal jeg lave en kop kaffe eller en kop te? Nok bedst med kaffe - er jo træt!


Så nu sætter jeg vand over til kaffe, vasker trusser på superhurtigt 15-minutters program, drikker kaffen, surfer rundt og bytter trusserne ud med dynen. Indimellem bliver der nok vandet blomster og tjekket op på fuglenes fodersituation og .....

Velkommen i mit hoved ;-)

tirsdag den 26. februar 2013

Grøn og rød

 
 
En stille kop te med det sidste nye BoligLiv og en buket påskeliljer i nærheden.
 

mandag den 25. februar 2013

Fru Modsat!

Et opkald til min psykiater. Ville gerne drøfte min lettere maniske tilstand. Den har stået på i 14 dage nu, og selvom den er løjet af, er det stadig for meget. Så meget for meget, at jeg ikke er helt tryg ved mig selv. Pigerne er heller ikke, kan jeg se. Manden er - og synes det er hyggeligt, at jeg har så meget energi. Han kan dog godt se problematikken og er glad for, at jeg har snakket med psykiateren.

Psykiateren reagerede med et "det var voldsomt" og fortæller, at medicinen burde virke helt modsat. Det vidste jeg jo egentlig godt. Det er bare smuttet i farten. Jo mere jeg fortalte, jo mere foruroliget blev han. Nu skal jeg - i stedet for de 2 nye piller - tage 1 gammel og 1 ny. Vi skal snakke sammen igen torsdag. Inden da håber jeg at have fået en hel nats søvn!


I morges vågnede jeg kl. 5. Rodede lidt rundt og opgav mere søvn. Tog et bad, spiste morgenmad og tændte computeren. En time senere vågnede resten af familien. Da var jeg klar til afgang - ca 1 time for tidligt ;-) Jeg er ikke træt, måske lidt mat i sokkerne, men ikke nok til at tage en lur eller slappe helt af. En kollega har spurgt mig 3 gange i dag, om der var noget i vejen. Til sidste måtte jeg høre hvorfor, og han syntes da jeg så lidt træt og brugt ud. Først er jeg gravid og så træt og brugt - jeg har sgu travlt ;-)

søndag den 24. februar 2013

Som planlagt og håbet :-)


Blå himmel
 
Dagen er gået som planlagt; tøjet er vasket, fuglene har fået rent bur, filmen er set og pandekagerne spist. Jeg har drukket masser af te, lidt kaffe og nu står den på Ribena blandet med danskvand. Pigerne er  - helt uopfordret!! - begyndt at rydde op og sortere i deres ting. De styrer det selv med hård hånd og har som vanligt hurtigt fundet arbejdsfordelingen; Ældste bestemmer og finder nye opgaver, mens Mindste parerer ordrer (ikke altid lige gnidningsfrit) og forsøger at slippe. Hun inspireres af alle tingene til nye lege, så indimellem er der legepauser, indtil Ældste igen rammes af dirigentstokken og stopper legen. Lige som det skal være - og altid har været!

Jeg kan stadig mærke den øgede energi. Jeg har ikke besvær med at komme igang med nye ting og får mange input og ideer. De skal helst udføres eller skrives ned med det samme! Det giver en masse løse ender, som jeg så forsøger at ordne senere. Jeg futter rundt i lejligheden i et jævnt tempo, gerne med flere ting i hænderne, der liiige kan sættes på plads undervejs - med det resultat at jeg kommer helt væk fra den oprindelige plan, og så starter forfra og tager ruten en gang til ... og igen ...

Stille søndag

Alle sov længe. En dejlig start på en afslappet søndag. Der er ingen planer, hvilket er tiltrængt ovenpå lørdagens festligheder. En rund fødselsdag samlede familie og venner - 70 mand høj. Sikke et hurraråb og "længe-leve" fødselaren fik! Det var en hyggelig dag, der strakte sig flere timer længere end "middag og kaffe" ellers gør.

Mit hoved og min krop er træt. Hovedet pga alle de mennesker, snak og uro. Kroppen, fordi jeg sugede maven ind og forsøgte at sidde med rank ryg (fik en "Næh, er du gravid igen?", der gjorde, at jeg gjorde førnævnte mere ihærdigt end ellers). Bagefter skulle jeg fragte min familie sikkert de 200 km hjem.

I dag skal vi ingenting - eller i hvert fald kun det strengt nødvendige og uundgåelige. Jeg skal ordne vores fuglebur, vaske lidt tøj her i formiddag og eftermiddagen er vist blevet til film- og slikhyggetid. Pigerne er trætte og siger ingenting. De gnasker knækbrød og ser tv under hvert deres tæppe. De er helt med på søndagens ikke-eksisterende tempo.

Nu vil jeg fjerne fuglelorte og gamle frøskaller - god søndag til jer derude!

fredag den 22. februar 2013

Hjem til moar

Jeg er taget hjem på weekend. Hjem til min mor og far. En uventet fridag gjorde det muligt at forlænge den alligevel planlagte weekend i det fynske. Med Mindste sødt sovende på bagsædet, og Ældste som DJ og slik- og drikansvarlig forcerede vi de 300 km, som desværre adskiller mig fra mine forældre. Jeg ville virkelig gerne, at det var mindre, meget mindre, men sådan er det nu engang.

Pigerne hygger sig, og jeg nyder at slappe af, drikke lidt rødvin og tænde op i brændeovnen. Sådan een vil jeg gerne have, når vi flytter engang. Som barn hjalp jeg tit min far med at tænde op. Jeg sad mellem hans ben lige foran brændeovnen og hjalp med at styre brænde og tændstikker. Efter ilden havde fat, sad vi altid et godt stykke tid og nød varmen og faldt i staver til flammernes bevægelser. Jeg elskede det! Jeg ville vise pigerne, hvordan det var. Den store skulle tisse, lige da vi havde fået os arrangeret. Den lille brød sig ikke om det, fordi ilden var så tæt på. Der røg min forestilling om at videreføre ild-hyggen til mine egne børn - men Ældste skal vist lige testes igen med tom blære ;-)


Min ultimative hyggestund

torsdag den 21. februar 2013

Tøj eller ikke tøj; shopping-issues!!

Jeg skulle shoppe. Finde tøj til mig selv og kun mig selv - ikke noget med at falde over noget uundværligt pigetøj ;-) Også en tur i Tiger og Søstrene efter de velkendte småting. Det startede ok, først med Tiger, hvor jeg dog var nødt til at bære indkøbene ud i bilen for at kunne fortsætte. Derefter prøvede jeg et ukendt antal bukser. (Til historien hører, at jeg de sidste 4 år har taget 20 kg på i fbm. min antidepressive medicin, hvor de sidste 5 kg er tilføjet siden oktober/november pga medicinskift). Jeg fik hjælp af de sødeste ekspedienter, som næsten gravede huller i jorden for at hjælpe. Lige lidt hjalp det. Ingen bukser til mig - medmindre jeg gik i ventetøjsafdelingen :-/ Alle kiloene har sat sig på maven, nogen har endda spurgt "hvornår det skal være" ... Jeg er egentlig ligeglad i fht at folk spørger, om jeg er gravid og svarer bare, at jeg ikke er gravid, bare tyk. Jeg er mere ærgelig over, at jeg ikke længere kan passe noget af mit tøj. Når jeg ikke kan finde nyt, gør det mit daglige tøjvalg ret overskueligt! Samtidig har vores finanser de sidste 9 år være præget af manglende arbejde, barsel og nedsat tid. Sgu ikke nemt at være tøjindkøber til min krop ;-)

Efter mine mislykkede bukseindkøbsforsøg gik jeg på Baresso og fik en kop kaffe. Pludselig skal jeg tisse, og grundet manglende knibeøvelser, skal det gå pænt stærkt. Jeg havde langt til næste toilet i centeret og skynder mig, hvad jeg kan, uden at løbe - det går jo slet ikke! Jeg når det lige i allersidste øjeblik - og nok egentlig en anelse for sent - men det går! Så kan jeg også bande lidt over, hvor dårlig jeg er til at vedligeholde mig selv på den front!

En "væltet" kop iskaffe

Videre i H&M. Jeg plejer ikke at købe dyre ting der, kun basisting som toppe/undertrøjer at have under t-shirts osv, undertøj, strømper, cardigans osv. Jeg gik helt shopamok, kunne mærke vrede/ærgelse/irritation over ikke at kunne finde bukser (er totalt buksepige - har ikke haft nederdel/kjole på, siden jeg blev stor nok til at nægte) blandet med tårer, der pressede sig på. Jeg tog en indkøbstaske og gennemgik hele butikken fra ende til ende (undgik dog bevidst de store størrelser), og da jeg nåede prøverummet, havde jeg nok 20 stk tøj, der skulle prøves eller bare købes. Jeg betalte små 1000,- og forlod butikken igen.

Jeg køber normalt ikke store mængder tøj, bruger mange penge på een gang, prøver mere end 2-3 stykker tøj eller snakker uhæmmet højt og meget med ekspedienterne. Denne gang fik jeg ændret på det hele, og endte med at køre hjem og være bange for mig selv. Er jeg blevet manisk eller bare skør i bøtten? Min mand undrer sig over mig og mit høje tempo, min veninde gør ikke - hun siger, at sådan er alle jo, normalt bare ikke mig. Jeg ville have ringet til psykiateren i går, men valgte at vente en dag eller to. Jeg har skiftet min aftenmedicin ud fra den ene dag til den anden. Jeg havde bare ikke regnet med en så stor ændring i min adfærd ...

Jeg stopper med at skrive nu, ellers stopper jeg aldrig. Altså bare for i dag :-)

tirsdag den 19. februar 2013

Mandag

Ualmindeligt mange timer på arbejde.
Hente Mindste i børnehaven.
Hjem til kæmpe opvask med sultent barn og kaffetørstig mig.
Først mad.
Så vand på til kaffe.
Opvaskemaskinen tømmes.
Opvask fyldes i.
Det overskydende stables pænt.
Kaffe med ind i sofaen til Mindste.
Manden kommer hjem.
Jeg snakker uafbrudt.
Ordner vasketøj, lægger sammen og hænger nyt op.
Dækker bord.
Snakker stadig.
Efter maden fjoller jeg rundt med Mindste.
Bagefter tegner vi, laver historier.
Hun puttes af Manden.
Fjernsyn og lidt chokolade.
Skal tidligt i seng; skal op kl. 6.

Hvor kommer energien fra? Det sidste lange stykke tid har jeg været ved at omkomme, når jeg kom hjem efter 5 timers arbejde, og resten af dagen blev skudt i gang på sofaen uden ret mange efterfølgende aktiviteter. Nu har Manden fået arbejde (og dermed mere "hjemmearbejde" til mig), og jeg har skiftet min aftenmedicin ud. Jeg sover ikke ret godt, men jeg er alligevel fuld af energi - aner virkelig ikke hvor den kommer fra!? Uanset hvad er det fedt, og jeg nyder at kunne OG ville. Lige nu går det sgu meget godt :-)

søndag den 17. februar 2013

En ny start

Det er weekend. Stilhed. Alene hjemme. Tankerne vandrer og ender på min gamle blog. Lysten spirer igen. Både til at skrive og dele og til at følge andre. Jeg vover pelsen og starter igen. Den gamle blog er stadig i space - Polkas Prik.

Jeg kender ikke indlæggenes hyppighed, eller hvilket indhold, I kan vente jer. Helt sikkert er det, at I kan læse om hverdagen i min familie, mine piger, min tilbagevendende depression og så se en masse billeder. Dog holder jeg mig og familien anonym. Hvis nogen kan "regne mig ud", vil jeg sætte pris på, at vi snakker om det andetsteds.

Velkommen til :-)