mandag den 7. juli 2014

FERIE :-)

Sommer og ferie. Dejligt! Ferien er ikke så mange dage gammel, så jeg har ikke helt forstået det endnu. Det kommer nok ;-) Vi har hygget os, slappet af og fejret den Ældste, som fyldte år. Hun blev fejret med manér, som hun selv havde udbedt sig, da det var hendes første runde fødselsdag. Heldigvis var hun tilfreds med dagen og på sengekanten fik jeg at vide, at hun var så glad for, at netop jeg er hendes mor. Så blev der krammet lidt ekstra!

Forude venter 1 måneds ferie for os allesammen. Den skal bruges på familiehygge ude og hjemme, små ture ud i det danske land, grin og kaffedrikning i skyggen og forhåbentlig kan jeg sove lidt længe indimellem. Ældste har startet en turnering i 500, og der skal vist arbejdes lidt på at hendes føring ikke bliver alt for stor ... Jeg har ikke taget så mange chancer i livet, men det bliver der godtnok rådet bod på i kortspil. Hvorfor mon??

God sommer derude!

mandag den 16. juni 2014

Sommer :-)

Vups, så fløj tiden endnu engang fra mig. Der sker så meget og så alligevel ikke ... hvis I forstår!? Herhjemme har vi ikke længere undulater i stuen  - eller andre steder - en lille pige er blevet 1 år ældre, jeg fik først sandaler på midt i maj, plastikdrivhuset gør sin pligt, og vi har de fineste tomatplanter med den helt rigtige hjemmedyrkede duft - og så er træmøblerne for første gang blevet skuret rene for diverse gevækster gennem 6 år. Det var på tide, og pigerne gav den gas og kunne med det samme se forskellen - og de blev derfor ved at skure ;-)

På arbejdet er vi så småt ved at lukke ned for ferien. Det er dejligt, men sætter også gang i mange tanker pga. skolereformen. Jeg arbejder på en specialskole, og vi skal derfor tænke lidt kreativt for at få en skoledag, eleverne kan holde til både fysisk og psykisk. Det bliver på både godt og ondt en anden skole efter sommeren. Vi må se ...

Psykisk har jeg det rigtig godt. Jeg får mere og mere overskud, og jeg kan nemmere gøre noget, både alene og sammen med familien, om eftermiddagen og i weekenden. Jeg sætter virkelig pris på den ekstra tid med dem, jeg holder allermest af! Jeg overvejer også at begynde på håndarbejde igen. Da pigerne var små, syede jeg en del tøj til dem. Hækling og strikning blev det også til. Det blev suget ligeså langsomt ud af min hverdag, efterhånden som depression, manglende overskud og ingen selvtillid tog over. Jeg pønser på nederdele til Mindste (fik købt godt med stof, inden hovedet sagde fra) og et stort hæklet tæppe til gulvet i gamle dynebetræk og lagner. Dem skal jeg så lige købe først; de par stykker, jeg har, rækker ikke langt ... Jeg glæder mig til at komme igang med det igen, men samtidig kan jeg mærke, at jeg lige skal tage tilløb. På den ene side vil jeg igang her og nu, og på den anden er jeg bange for at skuffe mig selv og starte på noget, jeg ikke får gjort hverken helt eller halvt færdigt - eller også finder jeg ud af, at jeg ikke magter det endnu, og det ville næsten være det værste. Jeg prøver at lade være at tænke i dén retning!

Håber I har en dejlig sommer!

lørdag den 24. maj 2014

Sommerhusweekend :-)

 
Det er så småt blevet sommer. Det har vi fejret med en tur i sommerhus, hvor vejret var intet mindre end perfekt. Der blev badet, grillet og drukket drinks i solnedgangen. Der blev fundet hulsten på stranden, lavet bål og plukket blomster - og bare slappet af. Det var skønt, og vi gentager gerne ;-)
 
 
 

 

søndag den 11. maj 2014

Gode dage




Udsnit af en smuk buket jeg fik den anden dag. Og en skål med yndlingsguf :-)


fredag den 2. maj 2014

Weekend :-)

Endelig weekend. Den har været længe ventet. Fnidder på arbejdet har fyldt meget, meget mere end godt er. Men NU er det weekend, og jeg har ingen planer. Det har Manden og pigerne, så måske jeg endda får lidt tid herhjemme alene. Gad vide, hvad jeg finder på?

Først skal vi se en film og spise lidt eftermiddagsguf. Det bliver godt :-)

God weekend!

søndag den 27. april 2014

Vaskeægte søndag

Ikke så mange ord i dag. Sov til kl. 12 og fik en kop kaffe udenfor i solen ved det gamle, upassede træbord. Men det er der, og det er vores lillebitte solplet. Ahh :-)


onsdag den 23. april 2014

Det er ikke altid lige nemt ...

Jeg er ikke god til at bruge penge på mig selv. Jeg har aldrig haft nemt ved at finde tøj, jeg både kan lide og kan passe. I dag tog jeg tyren ved hornene og begav mig afsted. Uden forventninger og alligevel med krav om at købe et eller andet. Bare NOGET - noget der kan hjælpe mine pt. 5 overdele og 2 par bukser ud af opgaven med at holde mig påklædt sådan nogenlunde anstændigt.

En tur i H&M, en af de store, og jeg tog det ned fra hylderne, som ligner det jeg plejer at købe. Lidt variation i farveskalaen, men ikke for meget. Jeg købte for godt 1000,- og har egentlig ikke fået en større garderobe end før. Det tøj, jeg har, trænger til at se en affaldsspand indefra. Lidt forvasket, måske lidt skævt, måske et lille hul eller en plet, der kan dækkes af et tørklæde ... Jeg er ikke meget for at  skrive det, men det er nu engang sandheden. Dårlige shoppe-oplevelser som barn har præget mig; når jeg finder noget, der kan du, bruger jeg det, til det går i stykker - sådan med huller på indersiden af lårene, der er blevet lappet et par gange og trøjer, hvor knapperne er syet på igen og igen, og hvor ærmekanten er lidt flosset.

Sådan er jeg - eller min garderobe. Jeg arbejder hårdt på, at mine børn får et andet forhold til tøj og til indkøb af det. Jeg tror, det går den rigtige vej - de siger begge to, når der er noget, de ikke kan lide, eller når noget sidder dårligt. Jeg kan ærge mig over det men accepterer, at det er sådan, de har det. Hvor har jeg tit tabt mange diskussioner med min mor omkring tøj, og hvad jeg kunne have på og ikke have på. Efter jeg er blevet voksen, har jeg snakket med hende om det og efter en lang snak om, hvorfor man gør som man gør, kunne jeg se det fra hendes side - og hun fra min. Hun kommenterer ikke længere på mit tøj, og jeg tænker (næsten aldrig), når jeg prøver tøj, hvad min mor mon ville sige. Jo, det går fremad, men eet skridt af gangen.

søndag den 20. april 2014

Opladning!


En brøkdel af sidste års fangst

Jeg er fuld af ferie! En tur i sommerhus tæt på vand - pålandsvind, hvide skumtoppe, stille vand og dønninger fra de store skibe. Vejret har vist sig fra alle sider, men i den rette "gryde" kunne det snildt lade sig gøre med kaffe, bøger og drinks.

Jeg er blevet ladet op; har sovet længe, haft ro i hovedet, blevet blæst igennem, kigget på vandet og fået godt med kys og kram. Hvor er det dejligt med ferie og tid til at holde den uden planer og aftaler!


lørdag den 12. april 2014

Fremad - opad - ud af hængedynget :-)





Tiden flyver afsted. Jeg har det godt både fysisk og psykisk; ingen gener fra hjernerystelse og ikke flere løse tænder. Det er så dejligt! Psykisk er jeg ovenpå og kan efterhånden kapere lidt udfordringer i hverdagen. Fx har begge piger haft en legeaftale herhjemme i de seneste uger, og jeg tog affære med det samme, da der var bøvl med bilen, som ellers godt kunne have ventet. Det føles godt, og jeg husker at fokusere på de positive ændringer. Det er længe siden, jeg har haft det så godt, som jeg har det lige nu. Og nu håber jeg ikke, jeg har jinxet det ... ;-)


onsdag den 26. marts 2014

Lidt nyt herfra

Jeg er nogenlunde ovenpå igen. Jeg er tilbage på arbejde, men må tage en lur, når jeg kommer hjem. Jeg tager den med ro, og jeg skal lige vænne mig til at mærke efter fysiske signaler og ikke psykiske. Det har jeg haft svært ved, og nogle kolleger har meget direkte undret sig over, hvorfor jeg allerede var tilbage på job. Det gav stof til eftertanke og gav nogle ekstra sygedage - som hjalp!

Psykisk har jeg det rigtig godt. Forbavsende godt, faktisk. Jeg orker dog stadig ikke de store ændringer i min hverdag, og jeg skal have et par dage til at "tune in" på nye ting. Hvis vi fx skal have en legekammerat med hjem, eller jeg skal til tjek i fbm. slaget, der også stadig mærkes på mine tænder.

Det har været en omskiftelig start på det nye år. Psykisk med røven i vandkanten i januar/februar, indtil jeg trappede ud af noget medicin. Det gik forbavsende godt, hvorefter jeg så får et umotiveret par på hovedet, bliver godt og grundigt chokeret og skal tage mig af løse tænder og hjernerystelse også - og forsøge at finde ud af hvilke følelser, der hører til slag/chok/tanker om tænders og hoveds fremtid og hvilke, der relaterer sig til den manglende medicin. Jeg har grædt en masse, sovet en hel del og haft sofaen som base. Pigerne er også påvirket af, at nogen kan finde på at slå på deres mor, så vi har brugt meget tid på at snakke om det hele. De er heldigvis gode til at sætte ord på deres bekymringer og tanker, og har også selv taget initiativ til snakkene. Jeg ved, at de også har snakket om det på skolen, og det er rart at vide, at der tages hånd om dem der også. Det er en super skole på det punkt!

søndag den 16. marts 2014

Status herfra

Jeg har fået et ordentlig par på hovedet.
Løse tænder, ømme tænder.
Hjernerystelse, der beordrer ro til hovedet.
Sygemeldt.
Smådepressiv.
Smerterne er ved at aftage og er ikke længere konstante.

Nu vil jeg gerne tilbage til mit normale uforslåede jeg, tak!

søndag den 2. marts 2014

Nedlagt

Jeg er nedlagt af hjernerystelse. Totalt selvmedlidende. Vender tilbage når hovedet vil.

søndag den 23. februar 2014

Stadig fremad!

Dagene går. Det går bedre for hver dag. Sådan i det store perspektiv. Jeg falder stadig ned i hullet nogle gange om dagen, men det bliver et mindre dybt hul og kortere tid. Så det går godt :-)

I morgen er ferien færdig. Det betyder nye krav til mit nye medicin-niveau. Det skal testes i nye sammenhæge; under pres - både fysisk og psykisk, sammen med mange mennesker, en hel dag uden middagslur eller "stener-tid" i sofaen og som den professionelle i tæt samarbejde med handicappede unge mennesker. Jeg har super gode kollegaer, som jeg er sikker på giver en hjælpende hånd, hvis det bliver nødvendigt. Det skal nok gå, men jeg spekulerer alligevel ;-)

Jeg har gået nogle gode lange ture her i ferien. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at blive blæst igennem - man kan næsten ikke undgå det her højt mod nord ... En tur ned mod vandet, se roere kæmpe sig fremad, fuglene lede efter mad, bølgerne, møde en løber eller to og andre på tur - så forfriskende. Det er dejligt at være afsted og dejligt at komme hjem igen. Jeg elsker fornemmelsen af prikkende ben, der skal have varmen igen og at sidde under tæppe med en kop te i hænderne. De røde kinder, der langsomt får en mere og mere normal farve og den gennemtrængende fornemmelse af friskhed og  ny energi.

Nu vil jeg tage en kold øl og nyde eftermiddagen med Mindste i sofaen. Ældste er sendt på værelset, men det er en helt anden og knap så god historie ... ;-)


torsdag den 20. februar 2014

Udtrapning

Udtrapning af medicin.
Uoverkommelighed.
Træthed.
Tristhed.
Overskudsforladt.

Kæmper.
Vil ikke lade negativiteten få overtaget.
VIL IKKE.
Det er en evig kamp.
Sejrsfølelse, når den nye, lille mængde medicin indtages.

Jeg kæmper videre ...

lørdag den 1. februar 2014

Kom med lidt positivt, tak ;-)

Jeg sidder her og småfryser. Det er evigt koldt. Også indenfor, selvom radiatorerne kører for fulde drøn. Måske det bare er svært at få varmen igen, når man har været ude? Vi har fået så rigeligt med sne, og endda en smule mere i dag også. Overalt er der dynger af sne, forvredne træer og buske af sneens vægt og snevolde langs vejen, hvor snerydderen har flyttet det over. Det har resulteret i nogen meget præcise parkeringer, for at kunne få bildøren op og ikke bare banke den ind i en isklods.



Ugen har budt på op- og nedture. Jeg har haft det sådan "la-la" og det ene øjeblik bestemt mig for et par sygedage og det næste ikke set det nødvendigt. Det er virkelig svært at navigere rundt i, fordi mit humør og overskud afhænger sindsygt meget af situationerne. Den ene dag på arbejde er supernem, fordi elever er syge, og vi er ekstra godt bemandet. Den næste dag er jeg sammen med en, hvor verden bryder sammen, hvis jeg siger noget, vedkommende ikke er enig i. Det udløser slag og trusler, som jo ikke ligefrem puffer mit overskud i den gode retning. Derhjemme kan pigerne - som alle andre børn - være totalt umulige, og jeg får lyst til at gå fra det hele og øjeblikket efter leger de krammeleg ... Jeg skal være i stand til lynhurtigt at omstille mig fra en neutral stemning til forsvar og afskærmning, fra grin og hygge til hidsige, råbende børn og fra supernormering den ene dag til at vi skal løbe lidt hurtigt den næste. Det er svært, når overskuddet hænger i en tynd tråd, og jeg allerhelst vil have stilhed og ikke behøve sige noget til nogen.

Nu er det weekend, og jeg nyder planløsheden. Jeg kan lide at tusse rundt og ordne lidt hist og pist eller bare lave ingenting. Samtidig trækker det i mig for at få ordnet køleskabet, pudset vinduerne eller andre af de "større ting," der ikke ordnes på ugentligt plan. Jeg orker bare ikke. Det er så uoverskueligt at først tømme køleskabet, gøre vand klar, vaske køleskabet af, tørre det hele af igen og bagefter sætte maden ind igen. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke gider mere, når første trin er gjort. Så bliver resten en pestilens, og jeg kommer til at springe over, hvor gærdet er lavest og vil være utilfreds med mig selv, hver gang jeg åbner køleskabet. Jeg forsøger at få Manden til det, men han siger bare ja og kommer aldrig igang ... ;-)

søndag den 19. januar 2014

Weekend med ændrede planer

En weekend med ændrede planer. Sneen bandt os til Aalborg og forhindrede en tur hjem til mine forældre. Den havde jeg glædet mig til længe. Pigerne begyndte at græde og var lige pludselig meget ligeglade med sneen. Vi hyggede lidt ekstra fredag eftermiddag og aften. Lørdag begav vi os ud i masserne og jeg måtte sande, at det var mere end jeg brød mig om. Jeg blev småsur og ville bare gerne hjem. Resten af dagen kæmpede jeg med at få varmen, men det kunne Mindste og to tæpper heldigvis hjælpe mig med.

I dag har hele banden sovet længe og spist engelsk morgenmad. Pigerne havde mod på en ekstra tur i sneen, men  Manden og jeg holdt os indendøre og drak lidt mere kaffe. Jeg måtte overgive mig og tage en middagslur. Da jeg stod op, havde Manden bagt boller og gjort klar til et spil Lego Creationary. Et genialt spil, som Mindste på 6 kan spille uden ret meget voksenhjælp.

Nu synger dagen på sidste vers. Jeg har fået et langt, og ikke mindst (kogende) varmt bad. Pigerne leger med Lego Friends, og Manden er ved at tage sig sammen til at lave aftensmad. Det er altid ham, der gør det og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Depressionen påvirker min hjerne, og jeg magter ikke længere at have flere bolde i luften og kan ikke overskue at have flere ting færdigt på samme tid. Heldigvis elsker han at lave mad og er supergod til det, så det er ikke den værste aftale :-)

Jeg ville have sat et billede på i dag, men det er for længe siden - jeg kan ikke finde ud af at få dem over på pc'en :-/

onsdag den 15. januar 2014

Tanker i et presset sind

Jeg er brugt!
Tager mig selv i at sukke højlydt, når jeg sætter mig.
Sover fint, men vågner tidligt
Gider ikke stå op og snoozer alt for meget.
Orker ikke at snakke.
Alt for meget uro og snak på arbejdet.
Nogle elever larmer konstant og kan ikke stoppes (de er multihandicappede).
Nogen slår og kradser.
Bliver sur og tvær.
Har brug for pause før pigerne kommer hjem.
Orker ikke uforudsete ting - de stresser og forvirrer.
Overvejer en sygemelding.
Kan ikke finde ud af det.
Var ved at græde på arbejde i dag pga. pres og krævende elever.
Dyb vejrtrækning, lukke øjnene et øjeblik og jeg er på igen.

Nu er ok. For nu. Mindste har legeaftale og hygger sig i hulen med lommelygte. Ældste er træt efter bytur med klassen i SFO'en. Ro og fred. Kun pigefnis fra værelset og snak fra tv'et. Det er ok. For nu!


onsdag den 8. januar 2014

Med tungen ud af halsen og fingrene i ørene

Opstart på job.
Træt.
Kan ikke helt følge med.
Sover godt og natten igennem.
Føler mig aldrig helt udhvilet.
Nye sko gør bevægelse til en leg.
Konstant uro og lyd på arbejdet.
Tager pause på toilettet :-/
Orker ikke pigernes snakken om eftermiddagen.
Hader opstarter efter ferier!
Måtte aflyse en kaffeaftale pga. udsigt til manglende overskud.
Orker ikke mad - for min skyld kunne vi godt aflyse aftensmaden.
Kun smoothies og koldt vand, måske danskvand.

Det må blive bedre - det skal det!

torsdag den 2. januar 2014

Nyt

Nu er julen ovre for denne gang. Den var dejlig med forventningsfulde piger, svigerfars perfekte and, masser af spil, familliehygge, gåture og putten under dynerne til langt op ad formiddagen. Nu står den på hverdag. Et helt nyt år. Nye oplevelser. Forhåbentlig forandring i vores boligsituation. Måske endda færre depressive dage? Et år hvor jeg må blive endnu bedre til at mærke mig selv og sige til og fra. Bedre til at sætte pris på de små ting. Tælle til 10 - eller måske 20? Jeg kæmper med min tålmodighed og vil helst multitaske (også på andres vegne), og resultatet bliver som regel derefter.

Men nu råbes der "værsgod" og jeg kan trods alt ikke spise familiemiddag OG blogge. Bagefter ved jeg, at jeg kommer til at være lidt på langs, når engang vasketøjet er ordnet. Så det blev dét for i dag ...

Godt nytår til jer derude :-)