Vaskeægte søndag

Ikke så mange ord i dag. Sov til kl. 12 og fik en kop kaffe udenfor i solen ved det gamle, upassede træbord. Men det er der, og det er vores lillebitte solplet. Ahh :-)

Det er ikke altid lige nemt ...

Jeg er ikke god til at bruge penge på mig selv. Jeg har aldrig haft nemt ved at finde tøj, jeg både kan lide og kan passe. I dag tog jeg tyren ved hornene og begav mig afsted. Uden forventninger og alligevel med krav om at købe et eller andet. Bare NOGET - noget der kan hjælpe mine pt. 5 overdele og 2 par bukser ud af opgaven med at holde mig påklædt sådan nogenlunde anstændigt.

En tur i H&M, en af de store, og jeg tog det ned fra hylderne, som ligner det jeg plejer at købe. Lidt variation i farveskalaen, men ikke for meget. Jeg købte for godt 1000,- og har egentlig ikke fået en større garderobe end før. Det tøj, jeg har, trænger til at se en affaldsspand indefra. Lidt forvasket, måske lidt skævt, måske et lille hul eller en plet, der kan dækkes af et tørklæde ... Jeg er ikke meget for at  skrive det, men det er nu engang sandheden. Dårlige shoppe-oplevelser som barn har præget mig; når jeg finder noget, der kan du, bruger jeg det, til det går i stykker - sådan med huller på indersiden af lårene, der er blevet lappet et par gange og trøjer, hvor knapperne er syet på igen og igen, og hvor ærmekanten er lidt flosset.

Sådan er jeg - eller min garderobe. Jeg arbejder hårdt på, at mine børn får et andet forhold til tøj og til indkøb af det. Jeg tror, det går den rigtige vej - de siger begge to, når der er noget, de ikke kan lide, eller når noget sidder dårligt. Jeg kan ærge mig over det men accepterer, at det er sådan, de har det. Hvor har jeg tit tabt mange diskussioner med min mor omkring tøj, og hvad jeg kunne have på og ikke have på. Efter jeg er blevet voksen, har jeg snakket med hende om det og efter en lang snak om, hvorfor man gør som man gør, kunne jeg se det fra hendes side - og hun fra min. Hun kommenterer ikke længere på mit tøj, og jeg tænker (næsten aldrig), når jeg prøver tøj, hvad min mor mon ville sige. Jo, det går fremad, men eet skridt af gangen.

Opladning!

En brøkdel af sidste års fangst

Jeg er fuld af ferie! En tur i sommerhus tæt på vand - pålandsvind, hvide skumtoppe, stille vand og dønninger fra de store skibe. Vejret har vist sig fra alle sider, men i den rette "gryde" kunne det snildt lade sig gøre med kaffe, bøger og drinks.

Jeg er blevet ladet op; har sovet længe, haft ro i hovedet, blevet blæst igennem, kigget på vandet og fået godt med kys og kram. Hvor er det dejligt med ferie og tid til at holde den uden planer og aftaler!

Fremad - opad - ud af hængedynget :-)

Tiden flyver afsted. Jeg har det godt både fysisk og psykisk; ingen gener fra hjernerystelse og ikke flere løse tænder. Det er så dejligt! Psykisk er jeg ovenpå og kan efterhånden kapere lidt udfordringer i hverdagen. Fx har begge piger haft en legeaftale herhjemme i de seneste uger, og jeg tog affære med det samme, da der var bøvl med bilen, som ellers godt kunne have ventet. Det føles godt, og jeg husker at fokusere på de positive ændringer. Det er længe siden, jeg har haft det så godt, som jeg har det lige nu. Og nu håber jeg ikke, jeg har jinxet det ... ;-)

Lidt nyt herfra

Jeg er nogenlunde ovenpå igen. Jeg er tilbage på arbejde, men må tage en lur, når jeg kommer hjem. Jeg tager den med ro, og jeg skal lige vænne mig til at mærke efter fysiske signaler og ikke psykiske. Det har jeg haft svært ved, og nogle kolleger har meget direkte undret sig over, hvorfor jeg allerede var tilbage på job. Det gav stof til eftertanke og gav nogle ekstra sygedage - som hjalp!

Psykisk har jeg det rigtig godt. Forbavsende godt, faktisk. Jeg orker dog stadig ikke de store ændringer i min hverdag, og jeg skal have et par dage til at "tune in" på nye ting. Hvis vi fx skal have en legekammerat med hjem, eller jeg skal til tjek i fbm. slaget, der også stadig mærkes på mine tænder.

Det har været en omskiftelig start på det nye år. Psykisk med røven i vandkanten i januar/februar, indtil jeg trappede ud af noget medicin. Det gik forbavsende godt, hvorefter jeg så får et umotiveret par på hovedet, bliver godt og grundigt chokeret og skal tage mig af løse tænder og hjernerystelse også - og forsøge at finde ud af hvilke følelser, der hører til slag/chok/tanker om tænders og hoveds fremtid og hvilke, der relaterer sig til den manglende medicin. Jeg har grædt en masse, sovet en hel del og haft sofaen som base. Pigerne er også påvirket af, at nogen kan finde på at slå på deres mor, så vi har brugt meget tid på at snakke om det hele. De er heldigvis gode til at sætte ord på deres bekymringer og tanker, og har også selv taget initiativ til snakkene. Jeg ved, at de også har snakket om det på skolen, og det er rart at vide, at der tages hånd om dem der også. Det er en super skole på det punkt!

Status herfra

Jeg har fået et ordentlig par på hovedet.
Løse tænder, ømme tænder.
Hjernerystelse, der beordrer ro til hovedet.
Sygemeldt.
Smådepressiv.
Smerterne er ved at aftage og er ikke længere konstante.

Nu vil jeg gerne tilbage til mit normale uforslåede jeg, tak!

Nedlagt

Jeg er nedlagt af hjernerystelse. Totalt selvmedlidende. Vender tilbage når hovedet vil.