søndag den 24. februar 2013

Stille søndag

Alle sov længe. En dejlig start på en afslappet søndag. Der er ingen planer, hvilket er tiltrængt ovenpå lørdagens festligheder. En rund fødselsdag samlede familie og venner - 70 mand høj. Sikke et hurraråb og "længe-leve" fødselaren fik! Det var en hyggelig dag, der strakte sig flere timer længere end "middag og kaffe" ellers gør.

Mit hoved og min krop er træt. Hovedet pga alle de mennesker, snak og uro. Kroppen, fordi jeg sugede maven ind og forsøgte at sidde med rank ryg (fik en "Næh, er du gravid igen?", der gjorde, at jeg gjorde førnævnte mere ihærdigt end ellers). Bagefter skulle jeg fragte min familie sikkert de 200 km hjem.

I dag skal vi ingenting - eller i hvert fald kun det strengt nødvendige og uundgåelige. Jeg skal ordne vores fuglebur, vaske lidt tøj her i formiddag og eftermiddagen er vist blevet til film- og slikhyggetid. Pigerne er trætte og siger ingenting. De gnasker knækbrød og ser tv under hvert deres tæppe. De er helt med på søndagens ikke-eksisterende tempo.

Nu vil jeg fjerne fuglelorte og gamle frøskaller - god søndag til jer derude!

2 kommentarer:

  1. Træk du været dybt ind og helt ned i mave og pust ud og slap helt af.... Det er nemlig ikke godt at gå og spænde !
    hvorfor siger folk sådan noget ?!
    Synes dine Søndagsplaner lyder rigtig hyggelige :)

    SvarSlet

  2. Hehe, min mave er meget afslappet i dag ;-)

    Ved ikke helt, hvad folk tænker - selvom jeg siger, at jeg ikke tænker videre over spørgsmålene, kan jeg godt mærke, at det rumsterer rundt et eller andet sted inderst inde.

    Manden har netop aftalt med pigerne at lave pandekager, de passer helt fint ind i planerne :-b

    Kram!


    SvarSlet