fredag den 5. juli 2013

Børn og billeder

Jeg glæder mig så uendelig meget til ferie. Jeg er træt af mit arbejde for tiden - det er altid småtræls i ferieperioder, og denne gang er ikke anderledes. Når vi går på ferie, er Mindste færdig med børnehaven. Hun skal nemlig begynde i skole efter sommerferien. Hun er så klar. Både mentalt og praktisk. Det er jeg til gengæld ikke. Hun er stadig min baby. Vi får jo nok ikke flere børn, og jeg har endnu ikke vænnet mig til, at hun er den sidste. Jeg har i flere år glædet mig til en efternøler, og nu skal jeg til at omarrangere fremtiden i hovedet. Det er svært. Jeg føler nærmest en slags sorg over det barn, jeg aldrig får.

Mine piger er mine guldklumper. De er så forskellige; lige fra krøltop og glat hår til genert og frembusende. Det er mærkeligt, at de samme to mennesker kan lave to så forskellige børn. Deres ønsker til samvær er meget forskellige, og det gør det svært at tilgodese begges behov på samme tid. Det lykkedes tit, heldigvis, men det kan være en anstrengende oplevelse at jonglere rundt i. Samtidig vil de gerne have, at tingene er ens. Vist mest for at styre deres egen følelse af at være blevet snydt. Måske vi har brugt den ligelige fordeling lidt for meget? De kan sagtens kapere, at den ene får fx tøj eller sko og ikke den anden, men i hverdagens små oplevelser skal alt være ens. Jeg lægger op til, at det så måske er anderledes næste gang, men det er fuldstændig ligemeget. Lige dér er jeg glad for, at vi ikke har fået en efternøler ;-)

Jeg elsker at fotografere. Da jeg blev konfirmeret fik jeg et spejlreflekskamera, som jeg brugte i tide og utide. Så blev fotograferingen gjort digital, og så var det ikke så fedt at bruge film. Efter en laaang periode med "almindelige" digitalkamera og kamera i mobilen, blev ønsket til et spejlrefleks større og større. Så da jeg fik penge tilbage fra Skat, blev de brugt på et godt kamera. Desværre er jeg ikke en ørn til at lægge billeder over fra det kamera endnu, så der er ikke nogen billeder denne gang. Jeg må lære det i ferien. Nu skal jeg huske at få det med - både til Skagen, i sommerhus og til Sverige. Jeg glæder mig til at komme hjemmefra og få noget sol og luft og nye oplevelser.

God weekend




2 kommentarer:

  1. Hejsa.
    Forstå fuldt ud din afsked med børnehave livet, har selv i dag sagt farvel, da vores den ældste skal i børnehave efter sommerferien..... pyha!!
    Læs med her: http://kaerholmkrea.blogspot.dk/2013/07/farvel-og-mange-tak.html

    Rigtig god sommerferie til jer.

    VH Louise

    SvarSlet
  2. Hej Louise
    Den var svær, den afsked. Måtte tage mig alvorligt sammen for ikke at stortude :-/ Vi kom derfra med sang, kram og smil.
    Kram!

    SvarSlet