søndag den 23. februar 2014

Stadig fremad!

Dagene går. Det går bedre for hver dag. Sådan i det store perspektiv. Jeg falder stadig ned i hullet nogle gange om dagen, men det bliver et mindre dybt hul og kortere tid. Så det går godt :-)

I morgen er ferien færdig. Det betyder nye krav til mit nye medicin-niveau. Det skal testes i nye sammenhæge; under pres - både fysisk og psykisk, sammen med mange mennesker, en hel dag uden middagslur eller "stener-tid" i sofaen og som den professionelle i tæt samarbejde med handicappede unge mennesker. Jeg har super gode kollegaer, som jeg er sikker på giver en hjælpende hånd, hvis det bliver nødvendigt. Det skal nok gå, men jeg spekulerer alligevel ;-)

Jeg har gået nogle gode lange ture her i ferien. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at blive blæst igennem - man kan næsten ikke undgå det her højt mod nord ... En tur ned mod vandet, se roere kæmpe sig fremad, fuglene lede efter mad, bølgerne, møde en løber eller to og andre på tur - så forfriskende. Det er dejligt at være afsted og dejligt at komme hjem igen. Jeg elsker fornemmelsen af prikkende ben, der skal have varmen igen og at sidde under tæppe med en kop te i hænderne. De røde kinder, der langsomt får en mere og mere normal farve og den gennemtrængende fornemmelse af friskhed og  ny energi.

Nu vil jeg tage en kold øl og nyde eftermiddagen med Mindste i sofaen. Ældste er sendt på værelset, men det er en helt anden og knap så god historie ... ;-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar