Er lidt til rotterne for tiden. I går eftermiddag brugte jeg en times tid i fosterstilling med gråd og hulken. Helt dybt indefra. Jeg følte mig uduelig, overskuds-forladt, ensom i depressionens vold og bare totalt sølle. Jeg forskansede mig i pudehjørnet på pigernes værelse (de så tv i stuen), gemte mig under tæpperne og gav gråden frit løb - dog uden lyd. Jeg ville ikke tiltrække mig opmærksomhed, hverken fra Manden eller fra pigerne.
Jeg forsøgte at forklare min tilstand til en veninde/kollega i går. Jeg ved, det er svært at sætte sig ind i, hvordan en depression er, og hvordan man tænker og gebærder sig som depressiv. Jeg har jo haft en lettere manisk periode for nylig, hvor jeg slet ikke kunne kende mig selv, hverken opførsel eller tanker. Hun slog det hen med, at "sådan er alle jo" og "der er ikke noget underligt eller manisk over din adfærd" - hun ville ikke bekymre sig. Det er jo for så vidt fint nok. Måske jeg har været dårlig til at forklare mig, men når noget føles SÅ forkert, som min hypomaniske periode, så er det ikke fedt at blive mødt med et "pyt!" Faktisk ret frustrerende! Jeg tror, det var den famøse dråbe, som fik det til at flyde over i går. Det har været nogen dage undervejs, så det lettede en del. I dag har jeg været på arbejde, og jeg har brugt meget energi på ikke at tænke negativt og på at holde fokus. Hjemme igen ventede jeg et par timer, før jeg hentede pigerne. Det var tiltrængt!
Jeg ved godt, det ikke er de mest opløftende ting, jeg skriver om pt., men sådan er livet desværre lige nu. Jeg håber, I har lyst til at følge lidt med alligevel!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar