Jeg er nogenlunde ovenpå igen. Jeg er tilbage på arbejde, men må tage en lur, når jeg kommer hjem. Jeg tager den med ro, og jeg skal lige vænne mig til at mærke efter fysiske signaler og ikke psykiske. Det har jeg haft svært ved, og nogle kolleger har meget direkte undret sig over, hvorfor jeg allerede var tilbage på job. Det gav stof til eftertanke og gav nogle ekstra sygedage - som hjalp!
Psykisk har jeg det rigtig godt. Forbavsende godt, faktisk. Jeg orker dog stadig ikke de store ændringer i min hverdag, og jeg skal have et par dage til at "tune in" på nye ting. Hvis vi fx skal have en legekammerat med hjem, eller jeg skal til tjek i fbm. slaget, der også stadig mærkes på mine tænder.
Det har været en omskiftelig start på det nye år. Psykisk med røven i vandkanten i januar/februar, indtil jeg trappede ud af noget medicin. Det gik forbavsende godt, hvorefter jeg så får et umotiveret par på hovedet, bliver godt og grundigt chokeret og skal tage mig af løse tænder og hjernerystelse også - og forsøge at finde ud af hvilke følelser, der hører til slag/chok/tanker om tænders og hoveds fremtid og hvilke, der relaterer sig til den manglende medicin. Jeg har grædt en masse, sovet en hel del og haft sofaen som base. Pigerne er også påvirket af, at nogen kan finde på at slå på deres mor, så vi har brugt meget tid på at snakke om det hele. De er heldigvis gode til at sætte ord på deres bekymringer og tanker, og har også selv taget initiativ til snakkene. Jeg ved, at de også har snakket om det på skolen, og det er rart at vide, at der tages hånd om dem der også. Det er en super skole på det punkt!
