Fremad - opad - ud af hængedynget :-)

Tiden flyver afsted. Jeg har det godt både fysisk og psykisk; ingen gener fra hjernerystelse og ikke flere løse tænder. Det er så dejligt! Psykisk er jeg ovenpå og kan efterhånden kapere lidt udfordringer i hverdagen. Fx har begge piger haft en legeaftale herhjemme i de seneste uger, og jeg tog affære med det samme, da der var bøvl med bilen, som ellers godt kunne have ventet. Det føles godt, og jeg husker at fokusere på de positive ændringer. Det er længe siden, jeg har haft det så godt, som jeg har det lige nu. Og nu håber jeg ikke, jeg har jinxet det ... ;-)

Lidt nyt herfra

Jeg er nogenlunde ovenpå igen. Jeg er tilbage på arbejde, men må tage en lur, når jeg kommer hjem. Jeg tager den med ro, og jeg skal lige vænne mig til at mærke efter fysiske signaler og ikke psykiske. Det har jeg haft svært ved, og nogle kolleger har meget direkte undret sig over, hvorfor jeg allerede var tilbage på job. Det gav stof til eftertanke og gav nogle ekstra sygedage - som hjalp!

Psykisk har jeg det rigtig godt. Forbavsende godt, faktisk. Jeg orker dog stadig ikke de store ændringer i min hverdag, og jeg skal have et par dage til at "tune in" på nye ting. Hvis vi fx skal have en legekammerat med hjem, eller jeg skal til tjek i fbm. slaget, der også stadig mærkes på mine tænder.

Det har været en omskiftelig start på det nye år. Psykisk med røven i vandkanten i januar/februar, indtil jeg trappede ud af noget medicin. Det gik forbavsende godt, hvorefter jeg så får et umotiveret par på hovedet, bliver godt og grundigt chokeret og skal tage mig af løse tænder og hjernerystelse også - og forsøge at finde ud af hvilke følelser, der hører til slag/chok/tanker om tænders og hoveds fremtid og hvilke, der relaterer sig til den manglende medicin. Jeg har grædt en masse, sovet en hel del og haft sofaen som base. Pigerne er også påvirket af, at nogen kan finde på at slå på deres mor, så vi har brugt meget tid på at snakke om det hele. De er heldigvis gode til at sætte ord på deres bekymringer og tanker, og har også selv taget initiativ til snakkene. Jeg ved, at de også har snakket om det på skolen, og det er rart at vide, at der tages hånd om dem der også. Det er en super skole på det punkt!

Status herfra

Jeg har fået et ordentlig par på hovedet.
Løse tænder, ømme tænder.
Hjernerystelse, der beordrer ro til hovedet.
Sygemeldt.
Smådepressiv.
Smerterne er ved at aftage og er ikke længere konstante.

Nu vil jeg gerne tilbage til mit normale uforslåede jeg, tak!

Nedlagt

Jeg er nedlagt af hjernerystelse. Totalt selvmedlidende. Vender tilbage når hovedet vil.

Stadig fremad!

Dagene går. Det går bedre for hver dag. Sådan i det store perspektiv. Jeg falder stadig ned i hullet nogle gange om dagen, men det bliver et mindre dybt hul og kortere tid. Så det går godt :-)

I morgen er ferien færdig. Det betyder nye krav til mit nye medicin-niveau. Det skal testes i nye sammenhæge; under pres - både fysisk og psykisk, sammen med mange mennesker, en hel dag uden middagslur eller "stener-tid" i sofaen og som den professionelle i tæt samarbejde med handicappede unge mennesker. Jeg har super gode kollegaer, som jeg er sikker på giver en hjælpende hånd, hvis det bliver nødvendigt. Det skal nok gå, men jeg spekulerer alligevel ;-)

Jeg har gået nogle gode lange ture her i ferien. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at blive blæst igennem - man kan næsten ikke undgå det her højt mod nord ... En tur ned mod vandet, se roere kæmpe sig fremad, fuglene lede efter mad, bølgerne, møde en løber eller to og andre på tur - så forfriskende. Det er dejligt at være afsted og dejligt at komme hjem igen. Jeg elsker fornemmelsen af prikkende ben, der skal have varmen igen og at sidde under tæppe med en kop te i hænderne. De røde kinder, der langsomt får en mere og mere normal farve og den gennemtrængende fornemmelse af friskhed og  ny energi.

Nu vil jeg tage en kold øl og nyde eftermiddagen med Mindste i sofaen. Ældste er sendt på værelset, men det er en helt anden og knap så god historie ... ;-)

Udtrapning

Udtrapning af medicin.

Uoverkommelighed.

Træthed.

Tristhed.

Overskudsforladt.

Kæmper.

Vil ikke lade negativiteten få overtaget.

VIL IKKE.

Det er en evig kamp.

Sejrsfølelse, når den nye, lille mængde medicin indtages.

Jeg kæmper videre ...

Kom med lidt positivt, tak ;-)

Jeg sidder her og småfryser. Det er evigt koldt. Også indenfor, selvom radiatorerne kører for fulde drøn. Måske det bare er svært at få varmen igen, når man har været ude? Vi har fået så rigeligt med sne, og endda en smule mere i dag også. Overalt er der dynger af sne, forvredne træer og buske af sneens vægt og snevolde langs vejen, hvor snerydderen har flyttet det over. Det har resulteret i nogen meget præcise parkeringer, for at kunne få bildøren op og ikke bare banke den ind i en isklods.

Ugen har budt på op- og nedture. Jeg har haft det sådan "la-la" og det ene øjeblik bestemt mig for et par sygedage og det næste ikke set det nødvendigt. Det er virkelig svært at navigere rundt i, fordi mit humør og overskud afhænger sindsygt meget af situationerne. Den ene dag på arbejde er supernem, fordi elever er syge, og vi er ekstra godt bemandet. Den næste dag er jeg sammen med en, hvor verden bryder sammen, hvis jeg siger noget, vedkommende ikke er enig i. Det udløser slag og trusler, som jo ikke ligefrem puffer mit overskud i den gode retning. Derhjemme kan pigerne - som alle andre børn - være totalt umulige, og jeg får lyst til at gå fra det hele og øjeblikket efter leger de krammeleg ... Jeg skal være i stand til lynhurtigt at omstille mig fra en neutral stemning til forsvar og afskærmning, fra grin og hygge til hidsige, råbende børn og fra supernormering den ene dag til at vi skal løbe lidt hurtigt den næste. Det er svært, når overskuddet hænger i en tynd tråd, og jeg allerhelst vil have stilhed og ikke behøve sige noget til nogen.

Nu er det weekend, og jeg nyder planløsheden. Jeg kan lide at tusse rundt og ordne lidt hist og pist eller bare lave ingenting. Samtidig trækker det i mig for at få ordnet køleskabet, pudset vinduerne eller andre af de "større ting," der ikke ordnes på ugentligt plan. Jeg orker bare ikke. Det er så uoverskueligt at først tømme køleskabet, gøre vand klar, vaske køleskabet af, tørre det hele af igen og bagefter sætte maden ind igen. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke gider mere, når første trin er gjort. Så bliver resten en pestilens, og jeg kommer til at springe over, hvor gærdet er lavest og vil være utilfreds med mig selv, hver gang jeg åbner køleskabet. Jeg forsøger at få Manden til det, men han siger bare ja og kommer aldrig igang ... ;-)